Byd velkommen til Gammelbys praktikantteam anno efterår 2021

Vi har glædet os til at byde velkommen til Mette Marie og Josefine, som udgør vores praktikantteam i efteråret. De to kvinder kommer fra forskellige uddannelser, men fælles for dem er, at de brænder for kommunikation og visuelle budskaber og glæder sig til at give sig i kast med livet på bureau.  

Mette Marie læser til Multimediedesigner på Erhvervsakademi Aarhus. Her lærer hun en masse om UI/UX, digitalt indhold, programmering og forretningsforståelse. Josefine har en bachelor i Marketing and Management Communication og læser nu en cand. merc. Strategic Communication på Aarhus Universitet. På kandidatuddannelsen får hun indsigt i forskellige aspekter af strategisk kommunikation som fx organisations- og ledelseskommunikation, branding og sociale medier.

En bred vifte af opgaver

Mette Marie og Josefine skal i løbet af deres praktikperiode prøve kræfter med forskellige kommunikationsopgaver- og discipliner. Arbejdsopgaverne spænder fra SoMecontent og grafiske opgaver til tekstarbejde og marketing automation. Mette Marie og Josefine kommer til at indgå i det daglige arbejde i huset, men de får også mulighed for at præge praktikopholdet i den retning, de ønsker. De bliver nemlig tilknyttet deres egne projekterHer kommer de til at stå for kundekontakt, strategi og eksekvering på projekterne. 

Frihed under ansvar 

Vi ved, at praktikanter kan en masse, når de får lov til at give sig selvstændigt i kast med opgaver og projekter. Derfor får de lov til at stå på egne ben langt hen ad vejen. Vi står dog lige bag dem, klar til at gribe og vejlede, når de får brug for det. Det vigtigste for os er, at de lærer så meget som muligt i deres praktikperiode hos os – vi glæder os til at se, hvad vi sammen kan finde på!