Har du styr på online annoncering, og har du lyst til at arbejde sammen med ægte flinke kolleger i et voksende kommunikations- og marketingbureau?
Vi drømmer om at finde en Paid Social specialist, der samtidig er vild med at drive projekter. Vi har et par af dem i forvejen – de der fantastiske mennesker, der skubber til alt i det daglige arbejde med vores kunder og deres projekter og sørger for, at ting sker rigtigt og til tiden.
Kan du se dig selv i mixet mellem online annoncering, kundekontakt og projektledelse? Så send os en ansøgning hurtigst muligt.
Data, resultater og stram projektstyring
Er du drevet af data og resultater? Kan du skabe kreative og effektfulde digitale strategier og kampagner? Så har vi brug for dig til at være med til at udarbejde, overvåge, eksekvere og optimere vores kunders annoncering på tværs af sociale medier.
Vi arbejder primært med B2B, men ingen regel uden undtagelse – vi har også B2C kunder indenfor fx dæk- og energibranchen.
Det er som udgangspunkt især LinkedIn, Facebook og Instagram, du skal boltre dig på.
Du har teknisk forståelse og en systematisk tilgang, der gør, at du kan dykke ned i detaljerne. Du vil få kunder, som du har ansvaret for at dyrke og drive, og skal selv stå for fremdrift, rapportering og forventningsafstemning – og sikre, at alt foregår indenfor aftalt scope, tid og budget. Du vil samtidig indgå i teams, hvor du samarbejder med dine kolleger. Så du skal både nyde at drive ting selvstændigt og at arbejde tæt sammen med andre.
Vi har et stærkt team af content creators indenfor koncept, design og tekst, som udvikler løsningerne for kunderne. Din opgave bliver at sikre, at løsningerne performer online og skaber de resultatet, vores kunder kan forvente.
Om dig
- Du har flere års erfaring med online annoncering og er ikke bange for at dykke ned i nye systemer og platforme.
- Du er proaktiv og initiativrig, og du er god til at identificere potentielle problemer og tage dem i opløbet.
- Du er en struktureret koordinator og projektleder og efterlader ingen løse ender.
- Du er grundig og systematisk i din tilgang til opgaver og trives med både større projekter og daglig drift.
- Du er god til at samarbejde med både interne og eksterne partnere og står ikke tilbage for at tage alle former for snakke, både med kunder, samarbejdspartnere og dine kolleger.
- Du skal trives med livet på bureau. Det betyder, at du skal være åben for mange forskellige typer opgaver og være klar til at træde til, hvor der er brug for det.

Et bureau med fremtidsperspektiver
Vi udvikler os hele tiden som bureau, og der er plads til, at du kan gøre det samme. Vi har planer om stille og rolig vækst med fortsat fokus på vores nørdede nicher og bæredygtig kommunikation.

Fucking flinke kolleger
Vi kan faktisk virkelig godt lide hinanden på kontoret. Det er tydeligt. Både når vi samarbejder på kundeprojekter, deler anekdoter over frokosten, snupper fælles træning efter arbejde (kun hvis man har den slags lyster…), bliver hængende til en fredagsøl eller er fanget i et escape room.

Værdier uden fluff
Værdier kan hurtigt blive noget fluff, og derfor har vi kun to – det er dog to, som vi i mere end 10 år har levet efter og trives godt med i hverdagen.
Det skal være sjovt. Ikke nødvendigvis lårklaskende (det er der også plads til 😉), men det må aldrig blive træls. Så hvis du skal trække vejret en ekstra gang, inden du gør noget hos os, skal der ske en ændring asap!
Vi skal stoppe op og tænke os om. Vi er sammen om at finde den bedste løsning hver gang, og vi er vildt opsatte på at levere noget, der er fedt og som faktisk gør en forskel. Det kræver også, at vi tager tiden til at tænke os om og tage det roligt – i en fart.

Familie, venner og hobbyer
Når vi siger, at vi arbejder 8-16, så gør vi det faktisk. Vi tror på, at vi performer bedst på jobbet, hvis der er plads til familie, venner og hobbyer i fritiden. 8-16 er dog kun rammen, så hvis det passer dig bedre at arbejde 7-15 eller 9-17, finder vi løbende ud af det. Eller: du finder ud af det, for det er dig, der styrer det. Og hjemmearbejde, når det passer ind, var normalt hos os, længe før corona ramte.
Lidt ekstra bonus fra os
- Frisk frugt (først på ugen …)
- Kaffe, te, sodavand, ost i skiver og makrel på dåse
- Massageordning
- Sundhedssikring
- Små og store arrangementer med lækker mad og drikke
- Århus’ hyggeligste kontor – med sofaer og pufs, der rent faktisk bliver brugt og hunde lidt ind og ud af huset.
Send din ansøgning og meget gerne anbefalinger hurtigst muligt.
Vi afholder samtaler løbende. Har du spørgsmål til stillingen, så send en mail til vores Relations Manager Katja Bensoussan på katja@gammelbys.dk eller ring til hende på telefon 2844 4542
Går du videre til anden samtale, skal du inden da udfylde en personprofil.