Hvordan viser vi nogle sårbare mennesker i krise, at der er hjælp og støtte at hente – både menneskeligt og fagligt – og at det er nemt og trygt at henvende sig? Det var opgaven, da Gammelbys lavede hjemmeside for Christine Centeret.

Christine Centeret er café, værested og rådgivning for kvinder, mænd og pårørende til voksne, der oplever senfølger af seksuel misbrug i barndommen. Altså mennesker i en sårbar situation, som ofte skal overvinde sig selv for aktivt at opsøge hjælp til deres problematikker.

Hvad virker i forhold til målgruppen, og hvad er realistisk?

Kommunikationen til denne målgruppe skal være inkluderende og stræbe efter at gøre det trygt og nemt for potentielle brugere at opsøge de fagpersoner, frivillige og brugere, der udgør Christine Centeret.

Som potentiel bruger skal du føle dig velkommen og mødt. Det skal være ekstremt tydeligt, at de mennesker, der står klar til at tage imod dig i caféen, har den samme type oplevelser i bagagen som dig og en grundlæggende forståelse for din situation. Og at der samtidig er kvalificerede fagpersoner til at støtte op om dig og dine bekymringer med rådgivning og deciderede behandlingsforløb.

Hvordan gør vi det bedst?

En chatfunktion på hjemmesiden var i spil – så brugerne kan tage den indledende kontakt forholdsvist anonymt, og når det passer dem. Men en chatfunktion stiller krav til GDPR, håndtering af brugernes private oplysninger og teknik. Krav Christine Centerets frivillige ikke var gearede til. Derfor blev den valgt fra, og valget faldt i stedet på en ny hjemmeside.

Hvordan formidler vi den stemning, brugerne møder IRL, på en hjemmeside?

Kravene til hjemmesiden var, at den både skulle indeholde direkte brugbart indhold, så brugerne kan ”hjælpe sig selv” i første omgang og klæde dem på til at ”turde” møde op i Christine Centeret. Derfor blev hjemmesiden en kombination af konkret viden og aflivning af myter til forskellige målgrupper og en favnende, imødekommende beskrivelse af Christine Centerets aktiviteter og tilbud.

Både mænd, kvinder, pårørende og fagpersoner skal kunne spejle sig i indholdet og finde relevant information, der passer til deres situation. Midlerne til at opnå det var en bevidst fortællestil og ordbrug og farver og fonte, der understøttede det imødekommende, varme og omfavnende.

Christine Centeret er efterfølgende blevet lagt under CSM: Midt Nords hjemmeside.

Kommunikative virkemidler:

Hjemmeside

Content

Design

Flyers og roll up bannere

Om Christine Centeret

Christine Centeret er en café og værested i Aarhus centrum, der er åben for kvinder, mænd og pårørende til voksne, der oplever senfølger af seksuel misbrug i barndommen.

Tag fat i Helle nu!

Har du en sårbar målgruppe – og vil du have et bud på, hvordan du rammer dem, sobert og inkluderende?
+45 2814 7845
helle@gammelbys.dk