Hos mange danske virksomheder er der famlen og usikkerhed i forhold til, hvordan man kan kommunikere om bæredygtighed og virksomhedens grønne profil uden at ryge ud i greenwashing. Det har jeg skrevet om i et tidligere blogindlæg, hvor mit råd var: Fortæl hvad I gør. Vis hvad I gør. Vær konkrete og nede på jorden.
Du finder blogindlægget her: Et bæredygtigt kommunikationstrick til at kommunikere om bæredygtighed – lige til at bruge!
Men… hvad gør man så, når man ikke lige synes, man har nogle gode eksempler eller cases at fortælle om? Det handler det her blogindlæg om.
Næææh, vi har vist ikke lige noget at fortælle…
Ofte er det jo sådan – jeg har oplevet det gang på gang, de 25 år jeg har arbejdet med kommunikation – at man stirrer sig blind på sin egen virksomhed. Man synes ikke rigtigt, der er nogle gode eksempler eller fede cases at fortælle om… man kan i hvert fald ikke lige komme i tanke om noget.
Men jeg har også gang på gang oplevet, at når man begynder at komme rundt i hjørnerne af virksomheden (mentalt eller fysisk!), ligger der som regel masser af gode eksempler gemt.
Så hvordan kan du hjælpe hukommelsen og opmærksomheden lidt på gled?
Inspiration til at finde de gode eksempler og tiltag
Erhvervshusene har udviklet Bæredygtighedshjulet over en årrække. Hjulet hjælper virksomheder med at vurdere og prioritere deres bæredygtighedsindsatser ved at måle temperaturen i virksomheden på 20 fokusområder.
Min pointe i det her blogindlæg er, at I kan ’nøjes’ med at bruge hjulet som et godt værktøj eller inspirationskilde til at finde de gode eksempler på tiltag inden for bæredygtighed, som gemmer sig rundt i virksomheden.
Bæredygtighedshjulet er opdelt i fire overordnede områder, som hver især er opdelt i fem fokusområder:
- Virksomhedsdrift: Energi og vand, affald, faciliteter, forplejning, indkøb og transport.
- Organisation: Investeringer, kultur, kompetencer, rapportering, leverandørkæde.
- Forretningskoncept: Produktdesign, markedsposition, partnerskaber, strategi, værditilbud.
- Kunderelationer: Kommunikation, forretningsmodel, kunder, mærkeordninger, lovgivning og trends.
Brug hjulets 20 fokusområder som stikord og små huskepiller, der hjælper jer på vej med at finde alle de gode tiltag og initiativer inden for bæredygtighed, som I nok allerede har gang i rundt omkring i virksomheden, og som bare venter på at blive fortalt.
Inspiration til at vinkle og skrive historierne om jeres bæredygtige tiltag
Bæredygtighedshjulet kommer også med anvisninger på, hvordan I kan vurdere jeres modenhed inden for de 20 fokusområder.
Hjulet arbejder med fire modenhedstrin:
- Trin 1 – minimumskrav: Virksomheden følger udefrakommende krav og regler.
- Trin 2 – effektivitet: Ressourceforbrug og effektivisering undersøges i virksomheden.
- Trin 3 – holdbare løsninger: Virksomheden har sat mål om ikke at gøre skade på miljø og samfund – net zero eller nulmål.
- Trin 4 – bæredygtig vækst: fremfor blot at ’gøre mindre skade’ bidrager virksomheden til miljøet, samfundet og økonomien.
De fire trin kan I bruge som inspiration, når I begynder at lede efter de gode cases og eksempler – hvad er det, I kan kigge efter?
Og I kan bruge de fire trin, når I skal i gang med at skrive om jeres tiltag. Det kan være svært at ’måle’, hvor bæredygtig man er – hvordan man kan vinkle og skrive historien med den gode case, så den rammer den rigtige flyvehøjde. Her kan de fire trin være en god rettesnor at arbejde efter ved at gøre jer mere bevidst om, hvad det er for en overordnet grøn historie, I har fat i, og dermed hvordan den kan vinkles og skrives.
Et eksempel
Tag fx jeres leverandørkæde som eksempel. Her kommer bæredygtighedshjulet med uddybning af de fire trin i forhold til leverandørkæden:
- Trin 1 – jeres leverandører lever op til regulativer, love og minimumskrav i branchen.
- Trin 2 – I samarbejder med jeres leverandører om bæredygtighed og bestræber jer på at være så effektive som muligt.
- Trin 3 – I er bevidst om samtlige led i leverandørkæden og påvirker jeres leverandører i en bæredygtig retning. I bestræber jer på at gøre mindst mulig skade på miljøet.
- Trin 4 – I har valgt leverandørkæde ud fra, at leverandørerne er de mest bæredygtige. I samarbejder med leverandørkæden med det fælles mål om, at alle aktører bliver stadig mere dygtige.
Hent Bæredygtighedshjulet og lad jer inspirere yderligere inden for de 20 fokusområder og fire modenhedstrin.
(Og vil du have en uddybning af eksemplet med leverandørkæden, så se evt. dette her webinar om ansvarlig leverandørstyring)
Kommuniker bæredygtige initiativer!
Tag fat i mig og få en snak om, hvordan I udnytter jeres bæredygtige initiativer optimalt i jeres kommunikation
Lotte Elkjær Flugt
Seniorkonsulent, Kommunikationsarkitekt