Brand-manualen: Din lette vej til kvaje-kage
Du elsker kage. Du elsker dit brand. Hvad kan være bedre end at have en fuldkommen fyldestgørende, operationel, omfangsrig brand-manual, hvor alle kan se, hvad de må og ikke må i forhold til jeres skriftlige og visuelle kommunikation? Èn ting er bedre: At opkræve kvajekage, når folk ikke følger din brand-manual. Læs her hvordan.
I de foregående blogposts har vi lagt grunden til alt, der har med udvikling af en brandidentitet at gøre. I sidste uge skrev jeg om de forskellige brandpositioner, en typisk dansk B2B-virksomhed kan indtage på markedet, og ugen før det fortalte Mette om den måde, vi her hos os arbejder med udvikling af et brands identitet.
Hvis det nu var din virksomhed, vi havde haft gennem sådan en proces, så ville vi lige nu stå med en meget klar fælles forståelse af jeres brands inderste væsen og af den position, I rent strategisk bør indtage i markedet i forhold til jeres konkurrenter og i forhold til den vej, jeres marked bevæger sig i de kommende år.
Nu handler det om at samle det hele i et fælles opslagsværk. Nu handler det om jeres brand-manual.
Brand-manualen er et opslagsværk til fælles fodslag
De fleste virksomheder samler al viden om deres brand og dets aktivering i en brand-manual (det kan hedde mange ting – du kan selv indsætte dit favoritord efter ordet brand, som fx brand-bog, brand-framework brand-beholder, brand-container, brand-platform, brand-guide, brand-spand, hvad ved jeg).
En brand-manual er en ”no bullshit” konkret vejledning til, hvad I skal gøre i konkrete situationer, når I kommunikerer og agerer ude i verden – både on- og offline. Brand-manualen indeholder listen over de ingredienser, der gør jeres brand unikt og opskriften på, hvordan alle i organisationen bliver i stand til at fortælle den samme historie om virksomheden. Både verbalt og visuelt.
Bliv den mest populære kollega med din brand-manual i hånden
Eksempel: Hvis du skal have produceret 5.000 luftfriskere med baconduft hos en ekstern bacon-tema-merchandise-leverandør, kan du bare give dem linket til din brand-manual og dirigere dem til det rigtige logo. Der kan de også se, hvordan de ikke må bruge dit logo. Det sparer dig en masse tid, som du kan bruge på at hænge luftfriskere med baconsmag op overalt på kontoret. Sagt på en anden måde: Brand-manualen er også den direkte vej til at blive alles yndlingskollega.
Fordelene ved en brand-manual:
- Du har maksimal kontrol over den måde, dit brand præsenterer sig på
- Hvis brand-manualen ellers er fyldestgørende og let at arbejde med, er det lettere for dig at uddelegere opgaver til andre
- Det giver dine kolleger frihed til fx selv at poste på LinkedIn uden at inddrage dig, hvis de kan se, hvad de må og ikke må
- Dine leverandører har altid adgang til de rigtige logoer og andre filer
- Alle gør alting rigtigt altid
Og det er kun de praktiske fordele. I forhold til din forretning kan man sige dette:
- Du sikrer, at dit brand præsenteres ensartet på alle touch-points.
- Du sikrer, at din identitet ikke skrider eller forvanskes over tid.
- Du speeder alle processer op, der involverer produktion af kommunikation, om det så er skiltning, messestand, landing pages, pressemeddelelser, stillingsopslag… fortsæt selv.
Det skal din brand-manual indeholde
Her vil jeg lige kort rulle de ting ud, som enhver god brand-manual bør indeholde på den overordnede og verbale side:
- Jeres kernefortælling – dvs den korte beretning, alle bør kende, og som på cirka en halv sides velskreven prosa fortæller om jer, jeres raison d’etre, jeres måde at gøre jeres kunder til helte. Helst skrevet, så kvinder dåner, duggen driver ned ad væggene og køerne kommer hjem af sig selv. Jeg kender nogle, der kan skrive sådan. Bare spørg.
- Jeres payoff (eller brand promise) – dvs det ultrakorte statement, alle forbinder med jer.
- Jeres vision og mission må også meget gerne optræde i en brand-manual, men gør det ikke altid – det kan ligesåvel være i jeres personalehåndbog eller andetsteds
- Sproglig stil og tone/ tone of voice: Hvordan bruger I sproget? Hvor ligger I henne rent LIX-mæssigt, ideelt set? Skriver vi formelt, i øjenhøjde, bruger vi US-engelsk, alt sådan noget. Også: Hvordan kan et stillingsopslag se ud? En blog post (længde, best practice, formalia)? En SoMe-opdatering? Alt sammen forsynet med rigelige eksempler.
Det er det – som minimum.
Dertil kommer den del der handler om din virksomheds visuelle udtryk, altså logo, farver, fonte og den måde, de skal bruges på. Den del har min knalddygtige kollega, Dite Cepule virkelig godt styr på. Dyk ned i det her
Og skal I have lavet en god og operationel brand-manual, så kan I bare gribe fat i mig eller en af mine kolleger og høre hvordan vi snitter sådan en til jer.
Brug for hjælp?
Branding ved jeg nemlig noget om – og jeg giver det gerne videre!
Morten Leth Jacobsen
Seniorkonsulent