Elsk din uvidenhed

1. maj 2024
Posted in Blog
1. maj 2024 Morten Leth Jacobsen

Hvis du står i en situation, hvor du skal lære et nyt fagområde i en fart, er der en række gode tips og trix, som jeg gerne vil dele med dig. Det vigtigste kommer til sidst: Uvidenhed er din ven og bør ikke kureres.

Som B2B-tekstforfatter sker det for mig igen og igen: Ny opgave + ny kunde = ny overvældende uvidenhed.

Det er en del af fascinationen ved et job som mit: At jeg konstant præsenteres for tekniske, industrielle, it-mæssige eller videnskabelige fagområder, jeg ikke ved noget om – men som jeg skal læres op til at skrive og formidle om. Nogle gange på kort tid.

Jeg har oparbejdet en vis fodtusseviden om bryggerienzymer, mobilkraner, byggeteknik, VVS-komponenter, ventiler, sardinrobotter, industrirobotter, LED-armaturer, industriel automation, halvlederkomponenter, metallurgi og betonelementer. Ikke nok til at stå til ansvar for noget, gud fri mig vel, men nok til at jeg kan sætte mig og skrive, så essensen kommer frem.

Jeg bliver igen og igen forundret og forbløffet over, hvor spændende stort set alting er, når jeg tager mig tid til at prøve at forstå. Jeg har ikke endnu stødt på noget, der var ægte kedeligt.

Hvis du er kommunikatør eller på anden måde skal skabe mening ud af et kaos af information, så er du nødt til at lære at lære i en fart. Det her er her mine bedste råd til dig.

Lyt og spørg

Din første opgave er at bygge et sprog op. Uden sprog fatter vi ingenting. Sproget kan du kun få gennem dialog. Den bedste investering er at få lov til at sidde ned, rent fysisk i samme lokale, med ingeniøren, udviklingschefen, maskinoperatøren, produktionschefen, salgschefen og servicemedarbejderen. Sæt en time af til hver og sig: Nu snakker du, og så skriver jeg ned.

Pil og manipuler

Jeg elsker dimser, produktion, duften af skæreolie, metal, beton, maskiner og teknologi, så der er ikke noget federe end at få en tur i produktionen hos kunden. Det taktile i at se, dufte, mærke og lytte – det giver en forståelse, der ikke kan formidles på anden måde. Så stik i de der sikkerhedssko og kom afsted.

Læs og læs igen

Google er din ven, og der ligger som oftest buler af materiale online, som du kan finde og læse om ethvert emne, uanset hvor teknisk det så måtte være. Invester din tid i at læse side op og side ned, og bliver det for teknisk, har du lært to ting:

  • Her er noget, jeg skal spørge en ven om
  • Eller: her går grænsen for det, jeg skal investere tid i at lære

Begå fejl

Det er i orden at begå fejl og at træde ved siden af, når du begynder at lære at kommunikere om et nyt fagområde. Men det handler også om din relation til kunden:

Dén kunde, der optræder skuffet over, at du ikke har forstået alting i mindste detalje – alt det, som kunden selv har brugt tyve år på at forstå – er ikke værd at samle på. Den kunde, der er frustreret over, at du ikke kan læse tanker og skrive, som om du var en klon af ham selv, er heller ikke værd at samle på.

Til gengæld: Den kunde, der investerer i, at du lærer og begår fejl – det er den kunde, du bliver gladest for, og som du kan levere gode resultater for.

Der er dog én fejl, du for alt i verden skal undgå. Det er at lade som om, at du ved eller forstår noget, som du ikke rigtig forstår i virkeligheden. Det bliver altid gennemskuet eller afsløret på et tidspunkt. Så er det bedre at spille dum.

Spil dum

Du har den kæmpefordel, når du er ny i et vidensområde, at det er 100 % legit at se dum ud. Jeg har spillet dum utallige gange, og det giver pote – fordi din samtalepartner så er nødt til at omformulere en forklaring, så den kommer ud som noget, der er fortalt til en seksårig. Så har du ofte den bedste formulering af sagens kerne lige dér.

Elsk din uvidenhed

Uvidenhed kan ikke kureres. Den er der altid. Hver gang jeg tror, jeg ved noget, dukker der nye fakta op, der udfordrer det jeg tror, at jeg ved. Uvidenhed er ikke det samme som dumhed, men det er det samme som at erkende hullerne i den viden, man har. Jo mere man ved om noget, jo flere spørgsmål kan man stille, og jo mere opdager man, hvor meget der endnu er at finde ud af. Erkendt og åbent praktiseret uvidenhed er en ydmyg tilgang til at blive lidt mindre uvidende hele tiden. Dermed kan du også bedre afhjælpe den uvidenhed, din kommende læser sidder med – fordi du selv har været der, og fordi du selv altid er der.

Har du også en masse viden på lager?

Så lad os finde en vej til at skabe værdi med alt det, I ved.

gbys_medarbejder_morten

Morten Leth Jacobsen

Seniorkonsulent

latest-posts-gb

Stop med at strippe i mørke

Gammelbys

Axel Kiers Vej 18B, 8270 Højbjerg

CVR: 43489038

M: info@gammelbys.dk

T: +45 70 20 42 09

© Copyright Gammelbys
contact-section

Stop med at strippe i mørke

Gammelbys

Axel Kiers Vej 18B, 8270 Højbjerg

CVR: 43489038

M: info@gammelbys.dk

T: +45 70 20 42 09

© Copyright Gammelbys