Husker du at respektere rosinen i din pølseende?

Da jeg startede i praktik ved Gammelbys, var det blandt andet med tanken om at jeg kunne lære en masse, ved at arbejde ved så alsidigt et kommunikationsbureau. Jeg ville have mulighed for at prøve en masse forskellige dele af kommunikationsfaget af – lige fra grafisk design til tekstforfatning eller contentplanlægning. Alt det har jeg lært meget mere om – og mit CV er blevet drastisk forbedret på det halve år, jeg snart har været her. Alligevel er jeg også kommet frem til nogle learnings, jeg ikke havde forudset. Lad mig forsøge at male billedet for dig… Bær over med mig:

Jeg har respekt for alle dem, der sidder med hænderne ned i hundelorten. Dem der har sat sig på hug, trukket ærmerne op og holdt vejret, fordi den hundelort skulle jo fjernes, selvom de ikke har fået en hundepose med hjemmefra. Det gør vi hos Gammelbys – vi har styr på vores shit! 

Jeg har altid tænkt at jeg skulle have et lederjob. Det har jeg tænkt, siden jeg var lille. Måske var det fordi, det var det, min far havde, og det lød sgu lækkert at drikke champagne på en båd og kalde det ”networking”… (og tjaaa, det kan godt være, det er en anelse unuanceret og ikke heeeelt fair. Det er vist ret svært at være chef, har jeg hørt). 

Tanken om, at det var det, jeg skulle, for at lykkes, brændte sig lidt fast i mig. Og det er nok også fordi, der er prestige i det skide lederjob. Det er jo ikke sejt at være endnu en medarbejder i endnu en kommunikationsafdeling – eller er det?  

Det har overrasket mig, hvor meget de små tekniske problemer, kan fylde. Det bremser hele processen, og er til tider en vildt svær udfordring at løse.  

De tekniske problemer kan altså være helt afgørende for, om du kan gøre det, du gerne vil. Hvis videoerne ikke kan uploades – game over. Hvis Facebook er utilfreds med et komma i din annoncetekst – game over. Hvis dit program crasher, lige før du trykker gem – game over. Og hvem står så med lorten? Jamen, det gør vi🤷‍♀️Os i slutleddet af arbejdsprocessen.  

Og jeg kan med overbevisning i stemmen sige, at jeg ikke har tænkt mig at skrive IT-ekspert på mit CV lige foreløbig. Jeg læser kommunikation, var supersproglig i gym og har grædt over matematiklektier, så længe jeg kan huske. Men hey – jeg har alligevel lært at løse de skide problemer. Og det har jeg kun lært ved at have fingrene begravet helt ned i det (Ja, jeg har efterhånden fortrudt min lorte-metafor). 

Alle de her oplevelser har fået mig til at få en helt ny forståelse for faget og leddene i en arbejdsproces – Det er ofte os, der kommer sidst i processen, der står med det faktiske ansvar for at lave et produkt. Dermed ikke sagt, at det strategiske niveau og idegenereringen ikke er vigtig – det er helt essentielt og danner grundlaget for det, man i sidste ende får sendt ud. Men når vi laver en video, er der ingen vej uden om det – det er grafikerne, der laver det færdige produkt og får tingene til at lykkes. Det er bare nemmere at sige ”ej, lad os lave en animeret kanin, der spiller guitar” end rent faktisk, helt praktisk, at animere én. Og det har jeg fået den vildeste respekt for! 

Her bliver man taget alvorligt, uanset niveau. Det vil også sige, at når jeg sidder som praktikant, og skal lave en annonce på Facebook, så kan det godt være min projektleder, der hjælper mig.  

Der er selvfølgelig nogle ting, der kun er en, der ved hvordan man løser, men ofte hjælper min chef med at uploade nogle filer eller sende en mail ud, der drillede for nogen andre. Så vi sidder alle med hænderne i hundelorten en gang i mellem. Og det er måske ikke ligefrem mere tiltalende end den champagne, min far drikker på sit arbejde – men i hvert fald sejt og sjovt, og udfordrende og udviklende.  

Ja, hvad prøver jeg at sige? Måske at jeg faktisk gerne vil være endnu en medarbejder i endnu en kommunikationsafdeling – Det er faktisk ret sejt😎