Ny hjemmeside? En tjekliste over spørgsmål, du skal have styr på!

13. april 2015
Posted in Rodekassen
13. april 2015 Lea Mensel
Skal du have ny hjemmeside, og vil du være sikker på, at du er klædt på til webprojektet, så har du her en række spørgsmål, du kan stille dig selv, inden du går i gang med projektet.

Skal den nye side bygges op som den nuværende?

Inden du går i gang med den nye side, bør du kigge den nuværende hjemmeside kritisk igennem – og allerhelst få andre til det fx en fra jeres målgruppe. Er siden brugervenlig? Giver strukturen mening? Hvor mange gange skal du klikke for at nå frem til de relevante sider? Hvis din hjemmeside har mere end et par år på bagen trænger den sikkert til et par justeringer, så de besøgende får den bedst mulige oplevelse, når de besøger den.

Hvilket system skal hjemmesiden ligge i?

Når du skal have en ny hjemmeside, skal du tage stilling til, hvilket content management system (CMS) siden skal ligge i. Et CMS er det system, du redigerer din side i. Der findes et hav af CMS’er, og du skal være opmærksom på, at der er stor forskel på, om de henvender sig til professionelle eller ej. Hvis du vil være sikker på, du får et stabilt CMS, er det en god idé at gå efter et system, som har været på banen igennem flere år, og som har store internationale referencer.

Hvad skal der ske med designet?

Fungerer jeres hjemmesidedesign, som det er i dag? Skal designet justeres en smule? Eller har I på nuværende tidspunkt ikke noget, der minder om et gennemtænkt design på jeres hjemmeside, og har I derfor brug for en helt ny webidentitet? Det er både muligt at anvende færdigt designede webskabeloner og få designet skabeloner fra bunden som passer 100% til virksomhedens designlinje. Valget afhænger i høj grad af økonomi og behov.

Hvilke funktioner har du brug for?

Før du går i gang med en ny hjemmeside, skal du gennemgå de nuværende funktioner og se, om du har brug for præcis de samme, eller om du har behov for nye. Det kan være, du gerne vil tilføje en kundeoversigt, en blogfunktion eller have mulighed for at sprogversionere. Det er nemmere at tage de nye funktioner med fra starten end først at komme i tanke om dem bagefter, især fordi det er dyrere at udvikle de ekstra funktioner efterfølgende.

Skal siden kunne læses på smartphones og tablets?

Når du laver en ny hjemmeside i dag skal den være responsiv – altså automatisk tilpasse sig smartphone og tablet. Google prioriterer responsive hjemmesider i søgeresultaterne, fordi antallet af brugere, som tilgår hjemmesider fra mobilen, er stærkt stigende. Test her, om din nuværende side er responsiv.

Hvad skal der ske med indholdet?

Hånden på hjertet, hvornår har du sidst læst teksterne på din hjemmeside igennem? Hvis det ikke er sket, siden hjemmesiden blev til, trænger de højst sandsynligt til at blive justeret. Du har måske tekster på din side, som ikke længere er aktuelle, eller produktområder, som du helt mangler at få beskrevet. Det kan også være, at der er nogle billeder, I skal genoverveje, eller illustrationer som skal tilpasses en ny stil. I stedet for blot at flytte alt det gamle indhold over på den nye side, har du nu alletiders mulighed for at få kigget indholdet på din side efter i sømmene, så du får de relevante budskaber bedst muligt frem til målgruppen.

Skal din hjemmeside søgemaskineoptimeres?

Hvis din hjemmeside skal dukke op i søgeresultaterne, skal du arbejde med søgemaskineoptimering. Langt de fleste CMS’er har i dag indbyggede moduler til søgemaskineoptimering, så du blot skal udfylde felterne med de rigtige sidetitler og sidebeskrivelser. Hvis du ikke tidligere har beskæftiget dig med søgemaskineoptimering, kan du med fordel starte med at læse dette blogindlæg, der fortæller, hvordan du kan arbejde med dit førstehåndsindtryk i Google.

Hvor nemt er det at opdatere hjemmesiden?

Uanset hvem der skal tilføje indhold og opdatere hjemmesiden, skal du stille krav til, at det system, du vælger, er nemt at arbejde i. Sørg for at få et kig ind i systemet, så du kan se, om det er intuitivt at arbejde med. Hvis du ikke selv skal stå for at tilføje indholdet, men en anden i virksomheden eller en ekstern skal gøre det, bør du tage ham eller hende med på råd.

Hvor skal hjemmesiden hostes?

Det er ikke alle hostingpartnere, der hoster alle typer CMS. Din webudvikler kan typisk anbefale en hostingpartner til det CMS, du har valgt. Når du skal indgå en hostingaftale er det en fordel, hvis du kan svare på følgende spørgsmål: Cirka hvor mange besøg forventer du på siden, og forventer du, at der kommer store mængder trafik på samme tid? På den måde undgår du, at din side kører ualmindeligt langsomt, eller at den går ned den allerførste dag, fordi du får langt flere besøg, end du havde turdet håbe på.

Når du har svaret på spørgsmålene ovenfor, er du godt på vej med din nye side, og du undgår ubehagelige overraskelser undervejs i processen.

Vil du høre mere?

Kontakt mig endelig hvis du har brug for rådgivning

gbys_medarbejder_lea

Lea Mensel

COO, Online Lead

Stop med at strippe i mørke

Gammelbys

Axel Kiers Vej 18B, 8270 Højbjerg

CVR: 43489038

M: info@gammelbys.dk

T: +45 70 20 42 09

© Copyright Gammelbys
contact-section

Stop med at strippe i mørke

Gammelbys

Axel Kiers Vej 18B, 8270 Højbjerg

CVR: 43489038

M: info@gammelbys.dk

T: +45 70 20 42 09

© Copyright Gammelbys