Company pages på LinkedIn

4. September 2023
Posted in Rodekassen
4. September 2023 Lea Mensel

Har din virksomhed en profil på LinkedIn? Mange virksomheder har allerede en virksomhedsprofil (company page) på LinkedIn uden at vide det. Hvordan forholder du dig til profilen, hvis der allerede findes en, og hvad er fordelene egentlig ved at have en virksomhedsprofil på LinkedIn?

Udfyld din virksomhedsprofil

Mange virksomheder har allerede en virksomhedsprofil (company page) på LinkedIn. LinkedIn opretter automatisk en virksomhedsprofil i det øjeblik, en medarbejder udfylder den individuelle profil på LinkedIn og anfører, at vedkommende arbejder i virksomheden.

Hvis virksomhedsprofilen er oprettet automatisk af LinkedIn, og I ikke har taget ejerskab over siden eller udfyldt basal information om jer selv, vil siden blot være tom. Kun selve firmanavnet vil fremgå, når man kommer ind på siden.

Hvis siden allerede eksisterer, kan I lige så godt udfylde den med basal info som fx logo, kort beskrivelse af virksomheden og link til hjemmesiden. Det er hurtigt klaret og ser mere professionelt ud, hvis man tilfældigvis lander på profilen – fx via Google, som indekserer LinkedIn virksomhedsprofiler.

Internationale virksomheder på LinkedIn

Hvis jeres virksomhed er en del af en større, global organisation, findes der formodentlig allerede en overordnet virksomhedsprofil. Hvis I selv vil være aktive med en dansk virksomhedsprofil, har I to muligheder:

I kan lave en sprogversionering på den overordnede virksomhedsprofil, hvor I segmenterer indholdet i forhold til geografi. Fordelen ved den model er, at der formodentlig er danske følgere på den internationale profil, og I derfor allerede har et publikum. Det kræver dog mindst 100 følgere i det danske segment, før I kan målrette opdateringer mod jeres danske følgere. Så hvis I ikke tror, der er 100+ danskere, der følger virksomheden, kan I oprette en separat profil i stedet.

Med en separat profil opretter I en profil som enhver anden virksomhed og kalder den ”jeres virksomhedsnavn Danmark”. Når I opretter den nye side, starter I fra bunden og har ingen følgere fra begyndelsen. Men i takt med at I publicerer relevante opdateringer på virksomhedsprofilen, og jeres medarbejdere deler dem, vil I langsomt men sikkert få følgere til siden.

Udover selve opstarten og antallet af følgere er der ikke den store forskel på, om I opretter profilen på den ene eller den anden måde. I tilfælde hvor det er omstændeligt at kommunikere med jeres corporate kommunikationsafdeling om versionering af deres profil, kan man vælge at arbejde med en separat profil.

Fordele ved en virksomhedsprofil på LinkedIn

Vi er stødt på flere, der argumenterer imod LinkedIn company pages, ”for vi går jo aldrig selv ind på andres sider”. Det svarer lidt til at sige, man ikke vil have en Facebookside, fordi der aldrig er nogen, der besøger den. For dén besøger man heller ikke andet end første gang, man støder på en person/et brand/en sag osv. – derefter ser de fleste udelukkende virksomhedens updates løbende i deres strøm. LinkedIn siderne har samme formål: De er en ekstra markedsføringskanal, hvor I kan dele nyheder, blogindlæg, jobopslag og andet interessant indhold.

Når din virksomhed deler indhold på LinkedIn, bliver det først og fremmest delt med virksomhedens følgere. Hvis din virksomheds følgere liker eller kommenterer på indholdet, bliver det spredt videre ud i dine følgeres netværk, og I rammer mange flere med jeres budskab, end I fx gør med et nyhedsbrev, hvis vi antager, at antallet af følgere og antallet af e-mail-tilladelser er ens.

Og så har LinkedIn siden den indlysende fordel, at medarbejderne kan at dele virksomhedshedens opdateringer direkte fra profilen, uden selv at skulle kreere en opdatering med samme tema. Det får ofte flere ud af busken, fordi det er nemmere for dem at sprede budskabet, når de ikke skal gøre andet end at trykke ”share”.

Nysgerrig?

Det her ved jeg nemlig noget om – og jeg giver det gerne videre!

gbys_medarbejder_lea

Lea Mensel

COO, Online Lead

Stop med at strippe i mørke

Gammelbys

Marselis Boulevard 1 8000 Århus C CVR: 43489038

M: info@gammelbys.dk

T: +45 70 204 209

© Copyright Gammelbys 2024
contact-section

Stop med at strippe i mørke

Gammelbys

Marselis Boulevard 1 8000 Århus C CVR: 43489038

M: info@gammelbys.dk

T: +45 70 204 209

© Copyright Gammelbys 2024