”Del og like”-konkurrencer på Facebook pisser efterhånden flere og flere af. Og samtidig er det som om, at der lige for tiden er et overflod af dem i min nyhedsstrøm. Samtidig bryder de også både Facebooks egne regler på området og markedsføringsloven.
Pisser det dig også af?
”Del og like”-konkurrencer på Facebook pisser efterhånden flere og flere af. Og samtidig er det som om, at der lige for tiden er en overflod af dem i min nyhedsstrøm. Bevares, det er selvfølgelig helt fint, at der er nogen, der gerne vil have et lod i den store konkurrence om at vinde et blomstret tørklæde eller en lysestage, men det bør gøres uden at genere resten af verden.
Min ellers så søde og overbærende kollega skrev forleden på Facebook: ”Er simpelthen så træt af “del og like”-konkurrencer på Facebook. Er bedøvende ligeglad med, om Kvickly i Lemvig har søndagsåbent, og om den lokale tøjpusher i Skagen udlodder et bælte til sine fans. Men ellers er det jo dejligt søndagsvejr, så vi lukker og slukker for brokkekassen.” Den følelse er der sikkert mange, der kan nikke genkendende til.
Brud mod Facebooks regler
Men ikke nok med, at ”del og like”-konkurrencerne er møgirriterende, fordi de fylder ens nyhedsstrøm med ligegyldige præmier; de er rent faktisk også ulovlige.
Det er et direkte brud på Facebooks regler at lave en konkurrence, som anvender Facebooks egne funktioner (dele, like, tagge), som et led i konkurrencen. Nu er det ikke sådan, at Facebook trawler alle sider igennem for at finde ulovlige konkurrencer; de får i stedet Facebook-brugerne til at agere vagthunde. Hvis du ser en ulovlig konkurrence på Facebook, kan du klikke på det lille ”v”, der kommer frem til højre for opslaget og vælge ”anmeld historie eller spam”. På den måde får Facebook at vide, at der er noget, som ikke helt foregår efter bogen, og de reagerer på anmeldelsen ved at lukke siden ned.
Nu tænker du måske: ”Jamen er der rent faktisk nogen, der er så forsmåede, at de melder virksomheder, der afholder ulovlige konkurrencer?” Ja det er der faktisk. Jeg kender flere, der anmelder sider med ulovlige konkurrencer til Facebook. Ikke fordi de generelt er nogle sure og trælse mennesker, der ikke bryder sig om, at andre hygger sig med at deltage i et par konkurrencer, men mere fordi de også er trætte af, at andre virksomheder bevidst bryder loven, mens de selv holder sig inden for rammerne.
Du risikerer bødestraf
Og det er ikke kun Facebook, der ikke synes om den slags konkurrencer; de kan faktisk også være i direkte strid med markedsføringsloven.
En jurist hos Forbrugerrådet udtaler (i en artikel på Comon): ”Virksomheder skal huske på, at markedsføringsloven også gælder på de sociale medier, og denne her type konkurrence er både dårlig stil og på grænsen af, hvad markedsføringsloven tillader.” Ifølge vejledning fra de nordiske forbrugerombudsmænd må virksomheder nemlig ikke præmiere kunder for at sprede deres budskab på de sociale medier – hvilket de i høj grad gør med ”del og like”-konkurrencer.
Konkurrencer er okay, så længe de er lovlige
Til slut vil jeg sige, at jeg bestemt ikke har noget imod konkurrencer på Facebook, så længe de er lovlige, og derfor ikke er møgirriterende for resten af omverdenen. Det kan godt være, at lovlige konkurrencer ikke spreder virksomhedens budskab på samme måde, men så generer de i det mindste ikke alle os andre. Og hvem ved, måske nøjes konkurrencerne med at nå ud til de Facebook-brugere, som rent faktisk er kunder, eller har kundepotentiale, i stedet for nogen der bor 300 km væk, og derfor aldrig kommer forbi butikken i Skagen.
Skal vi tage en snak?
Tag fat i Lea, hvis du vil vide mere om Facebook.
Lea Mensel
COO, Online Lead