Hvis man troede, at den mur, jeg som sælger af og til hamrer panden imod, stod hos virksomhedernes ledere, fordi de ikke kan se værdien af målrettet kommunikation og marketing, så tager man fejl. Her på det sidste har jeg lagt mærke til, at det med ganske få undtagelser er receptionisterne, som står klar med mandsopdækningen.
En mur af modstand
Takket være min salgsfunktion er jeg nok den medarbejder hos Gammelbys, der ringer mest ud af huset, og jeg får immervæk talt med en del mennesker i løbet af en dag. Og det skal siges med det samme: Nogle snakke går bare bedre end andre. Dét kan jo næppe komme som en overraskelse, men der er vel at mærke kun tale om en snak, hvis jeg overhovedet kommer igennem til den person, der kan have glæde af at tale med mig.
Hvis man troede, at den mur, jeg af og til hamrer panden imod, stod hos virksomhedernes ledere, fordi de ikke kan se værdien af målrettet kommunikation og marketing, så tager man nemlig fejl. Her på det sidste har jeg lagt mærke til, at det med ganske få undtagelser er receptionisterne, som står klar med mandsopdækningen.
Der sidder rigtig mange receptionister, der ved, at ”de ikke må viderestille én som mig til direktøren” og som ”vil anbefale, at jeg sender en mail, for så skal han/hun nok vende tilbage, hvis det har interesse.” Det er også fint nok, og jeg kan nemt fornemme, hvornår det i det mindste vil være en mail værd.
Receptionist påtager sig ny rolle
Men som det sidste nye har receptionisterne nu besluttet sig for, at de lige skal supplere med bonusviden om organisationen: Hvorvidt de har et behov for eksterne samarbejdspartnere; hvordan de skaffer nye kunder, eller om de i det hele taget vil bruge krudt på marketingaktiviteter af nogen art. For, ”ork”, der er ikke grænser for, hvor overflødigt mit kald er. Og det skal selvfølgelig helst siges i en lettere arrogant og anstrengt tone.
Nu er jeg klar over, at en receptionist ofte er tæt på ledelsen, men jeg har i løbet af den sidste tid tre gange oplevet, at når jeg først havde fundet en måde at komme forbi de hér frontliners på (som de jo også kaldes, selvom det lyder mere som en krigs-term) så er vi faktisk endt med at få virksomhederne som kunder! Og direktøren eller den marketingansvarlige har endda været rigtig glad for, at jeg ringede. Så de sange, jeg fik sunget tidligere, har altså været afspillet på forkert frekvens, for intet har været længere væk fra sandheden, end at de ikke syntes, de havde brug for ”sådan nogle som os”. Nogle gange har jeg forinden brugt 1½ år på at trænge forbi vagthunden, og det er da spild af tid for alle parter.
Receptionist bremser fremdrift
Man kunne så overveje, om man ikke burde fortælle ledelsen om sin første oplevelse med deres virksomhed, for der er da noget i kulturen, der halter gevaldigt, og som de burde rette op på? Men den tænker jeg stadig lidt over, eller også tager vi den, når vi kender dem rigtig godt 🙂
Jeg havde egentlig den opfattelse af receptionister, at de er dem, der på pæn vis sørger for at modtage henvendelser til virksomheden og hjælpe folk videre. Selvfølgelig har de også andre opgaver, men jeg undrer mig virkelig over, at én af dem skal være at bremse fremdriften i virksomheden, ene og alene fordi de selv synes, de ved bedre, og fordi jeg i hvert fald ikke skal tro noget som helst med min henvendelse.
Så når jeg fremover får at vide, at jeg bare skal sende en mail, eller at vedkommendes kalender er booket resten af livet, så lader jeg som ingenting. For så finder jeg den anden vej ind.
